Jeg tilbyder

Samtaler, hvor du har mulighed for at fortælle om og få hjælp til dine problemer med psykisk trivsel. Jeg har individuelle samtaler, parsamtaler, familiesamtaler samt supervision og undervisning af professionelle.

Jeg holder til i Holte

Min praksis ligger i et lyst og roligt lokale i nr. 20 på 2. sal i butikscentret Holte Midtpunkt. Det er centralt i Holte, lige ved Kongevejen og tæt på S-tog og bus.

Ditte Tang Johansen

Jeg er universitetsuddannet psykolog i 2004. Ved siden af mit arbejde som privatpraktiserende psykolog, arbejder jeg på Rigshospitalet med støtte til mennesker med alvorlig sygdom, og deres familier, samt uddannelse og supervision af personale.

SAMTALER OG RÅDGIVNING

Psykisk ubehag kan vise sig som bekymring, oplevelse af stress, angst, depression, sorg, eksistentiel krise og tvivl om eget ståsted i livet.

 

Jeg kan lægge øre til dine udfordringer, støtte dig i at finde en vej at gå, fortælle dig om såkaldte normale psykologiske reaktioner, hvilket kan være rart at høre om, når der er mere, der opleves som forkert end rigtigt. Desuden kan jeg stille dig spørgsmål og udfordre dig, hvis det er vigtigt for dig at se din situation med et udvidet syn. Jeg er et medmenneske og en grundig funderet fagperson. Vores samtaler er fortrolige og bruges udelukkende til at forholde os til det der er vigtigt for dig.

 

Den første samtale

Vores første samtale giver mulighed for at se hinanden an og opbygge tillid. Her vil vi indkredse de problemstillinger, som gør, at du, eller I, har opsøgt en psykolog, og i fællesskab vil vi tale om forventninger og mål for samtalerne.

 

Antal og indhold af samtaler tilpasses dit behov

Samtalerne vil være forskellige afhængig af din problemstilling. Det vil også være forskelligt, om det er meningsfuldt at planlægge et længere psykologforløb, eller om din problemstilling imødekommes med et par rådgivende samtaler.

 

Det vi taler om, er fortroligt

Som udgangspunkt taler vi om dit liv her og nu, og -hvis det virker konstruktivt for forståelsen- søger vi tilbage i din historie. Jeg lægger i mine samtaler stor vægt på etik og ordentlighed. Som medlem af Dansk Psykologforening arbejder jeg under de nordiske etikregler og jeg er underlagt psykologlovens tavshedspligt.

DET PRAKTISKE

Jeg tager imod klienter både med og uden henvisning, så har du fået en lægehenvisning til psykolog, så kan du bruge den hos mig. Se mere om priser længere ned på siden.

 

Klinik i Holte Midtpunkt

Klinikken ligger Holte Midtpunkt 20, 2.sal. Der er hovedindgang til centret fra Kongevejen 4. For at komme op til klinikken kan du tage trappe eller elevator, der ligger for enden af centergangen.

Der er et lille venteområde med et par stole ud for elevatoren på 2. sal. Tag ophold her indtil jeg henter dig. Det er ikke muligt at vente lige ud for kliniklokalet.

Der er handicapslidske og toiletter ved hovedindgangen.

 

Transport og parkering

Klinikken ligger tæt på S-tog og busholdeplads. Fra Holte station er der ca. 400 meter og der er busstoppested lige ud for hovedindgangen. Kommer du i bil er der gratis 2-timers parkering ved Holte Midtpunkt.

 

Sundhedsordninger og -forsikringer

Nogle forsikringer dækker helt eller delvist dine udgifter til psykolog. Det gælder både forsikringer tegnet privat og gennem dit arbejdet. Du kan tage kontakt din forsikring for at finde ud af, om du er dækket gennem dem. Er du medlem af Sygeforsikringen Danmark har jeg mulighed for at indberette tilskuddet for dig automatisk. Andre forsikringer har ikke denne mulighed, så dem skal du selv afregne med.

 

Kontakt

Jeg kan kontaktes via kontaktformularen her på siden. Du kan også skrive en mail eller ringe.

Hvis du skriver, så undgå at skrive personfølsomme oplysninger som cpr-nummer. Bare skriv en kortfattet besked, så vender jeg tilbage hurtigst muligt.

 

Ventetider

For klienter med henvisning fra egen læge kan ventetider forekomme. Se ventetider på www.sundhed.dk

 

Afbud

Melder du afbud senest dagen før en aftale og inden klokken 1600, betales intet honorar. Ved senere afbud eller udeblivelse uanset årsag betales honorar.

 

SMS afbud: 42611550

HVEM ER JEG

Jeg er universitetsuddannet psykolog, autoriseret, specialist og supervisor i klinisk psykologi.

 

Jeg er efteruddannet i systemisk og narrativ psykologi, eksistentiel psykologi og den nyeste retning inden for kognitiv terapi med inddragelse af mindfulness, medfølelse og accept. Jeg arbejder med evidensbaseret psykologisk praksis. Det er vigtigt for mig at holde mig fagligt opdateret, og jeg deltager løbende i kurser og efteruddannelse for at sikre faglig, professionel og personlig udvikling.

 

En samtale med mig, kan handle om håb og drømme, frygt og bekymring, længsler og ængstelse, gode og dårlige relationer, sårbarhed og sorg. Vi kan også tale om arbejde, familie og selvomsorg.

 

Da jeg har arbejdet i sundhedsvæsenet det meste af mit arbejdsliv, ved jeg meget om menneskers måde at forholde sig til sygdom på. Hvad der virker godt og hvad der ofte virker mindre godt. Vi er alle forskellige, men nogle strategier giver mindre tristhed og angst end andre.

 

Arbejdserfaring

Jeg har i alle mine arbejdsår arbejdet inden for det danske sundhedsvæsen.
Siden 2009 har jeg desuden arbejdet som privatpraktiserende psykolog.

 

Uddannelse

  • Supervisor i psykoterapi på specialist niveau. Dansk Psykolog Forening, 2016
  • Specialistuddannelse, klinisk psykologi. Dansk Psykolog Forening, 2013
  • Autoriseret psykolog. Psykolognævnet, 2007
  • Cand.pæd.psyk. Den psykologisk-pædagogiske kandidatuddannelse,
    Danmarks Pædagogiske Universitet, 2004

 

Efteruddannelse og kurser

  • 4 dages Emotionsfokuseret parterapi Externship v. Jette Simon, 2023
  • Conquer fear – gruppebehandling af frygt for tilbagefald af kræft v. Mia Skytte O´Toole, 2022
  • Eksistentiel Parterapi, Charlotte Sandros, 2022
  • Eye Movement Desensitization and Reprocessing (EMDR) 2020
  • 5-dages mindfulness og self-compassion stilhedsretreat, Vanessa Hope og Ali Lambie, 2018
  • Mindful Self-Compassion (MSC) kursus, 2016
  • Eksistentiel Psykoterapi v. Ernesto Spinelli og Vibe Strøier, 2011
  • Certificering NEO-PI-R (NEO Personality Inventory-Revised), 2011
  • 2-årig uddannelse i systemisk og narrativ psykoterapi, rådgivning og supervision. Dispuk, 2009
  • ACT – Acceptance and Commitment Therapy. Kognitiv Center, Århus, 2008
  • Bachelorgrad og moduler i kommunikation og psykologi på kandidatniveau. Roskilde Universitet, 1998

SUPERVISION

Som supervisor skaber jeg rammerne
for en professionel tilgang til en faglig problemstilling.

 

Jeg er specialist godkendt supervisor og tilbyder supervision til psykologer f.eks. med henblik på opnåelse af autorisation eller specialistgodkendelse. Desuden til andre fagprofessionelle der også arbejder med mennesker f.eks. sundhedsprofessionelle som læger, sygeplejersker og pædagoger.

 

Et professionelt fagligt feedback

Supervision er primært rettet mod arbejdsrelaterede sammenhænge, som et professionelt fagligt feedback på en aktuel eller gentagen problemstilling.

 

I supervision er det muligt at; modvirke fastlåshed, understøtte udvikling af professionel identitet, udvide handlemuligheder gennem refleksion og træning, øge faglig bevidsthed, redskaber og færdigheder. At blive inspireret gennem teoretiske og metodiske input. At forebygge utilstrækkelighed og stress, samt få ny energi og gejst.

 

Arbejdet med mennesker kan være både givende og meningsfuldt. Men det er også krævende og komplekst. Der er sjældent to situationer der er ens, og man må hele tiden forholde sig og navigere i den konkrete organisatoriske kontekst, i overensstemmelse med det der er ens faglige opgave og under hensyntagen til de relationer arbejdet handler om. Nogle gange er der behov for at trække sig lidt ud og se på sit arbejde ude fra, for at bevare gejsten, få ny inspiration og for at kunne holde til jobbet på den lange bane.

 

Supervision er en særlig praksis, der gør det muligt at tale om sit arbejde, på måder der gør en klogere, både på sit arbejde og den måde man griber det an på. Her kan man få nye ideer, perspektiver og handlemuligheder, som kan bruges i forhold til konkrete problemstillinger og udfordringer i arbejdet.

 

Typiske temaer i supervision er; sagssupervision, personlig håndtering af dilemmaer, erfaringsopsamling og læring, samt håndtering af egne og andres følelser. Andre temaer kunne være specifikke faglige emner og faglig og personlig udvikling i jobbet.

 

Supervision kan foregå individuelt eller i en gruppe.

UNDERVISNING

Når jeg underviser, er jeg optaget af deltagernes egne vilkår og virkelighed, og undervisningen er altid baseret på dialog mellem underviser og deltagere.

 

Undervisning tilbydes til små og store grupper og kan f.eks. være inden for følgende emner:

  • At leve med alvorlig sygdom
  • Børn som pårørende i familier med fysisk eller psykisk sygdom
  • Stress og stresshåndtering
  • Kommunikation i sundhedsvæsenet

PRISER

Priser med henvisning

En session er af 45 min. varighed. Jeg anbefaler ofte, at første samtale er en dobbelt session, men det er helt op til dig.

 

Er du mellem 18 og 25 år, koster det ikke noget for dig, hvis henvisningen handler om angst eller depression. Alle andre med henvisning skal betale en andel af sessionen selv. Det er Danske Regioner, der fastsætter egenbetalingens størrelse.  Priserne bliver reguleret hvert halve år.

 

Enkelt Session

  • Første samtale – enkelt session: 449,18 kr.
  • Efterfølgende samtaler – enkelt sessioner: 374,54 kr.
  • Unge mellem 18-25 år med lægehenvisning angående angst eller depression: 0,00 kr.

 

Dobbelt session

  • Første samtale – dobbelt session: 823,72 kr.
  • Efterfølgende samtaler – dobbelt sessioner: 749,09 kr.
  • Unge mellem 18-25 år med lægehenvisning angående angst eller depression: 0,00 kr.

 

Se evt. på nedenstående link, hvilke problemstillinger, der ydes tilskud til.

https://www.sundhed.dk/borger/behandling-og-rettigheder/sygesikring-og-laegevalg/gratis-behandling-og-tilskud/psykologhjaelp/

 

Priser uden henvisning

  • Alle sessioner 55 min.: 1250 Kr.
  • Par sessioner 90 min.: 1500 kr.

 

Akutte tider

  • Akuttillæg på hverdage: 450 kr.
  • Akuttillæg på lørdage: 1250 kr.

 

Priser for supervision og undervisning

Kontakt mig for aftale og pris

 

Betaling

Betaling sker efter hver samtale. Betaling foregår med MobilePay 779921 eller straks-overførsel via netbank eller mobilbank.

GDPR

GDPR gælder hos danske psykologer, også hos mig. Læs mere om GDPR og persondatapolitik ved at klikke på linket herunder.